Hun så op mod Mathildes åbne vindue, i samme øjeblik begyndte der at flyve tøj ud af det.
- Shit, udbrød Ulla og ringede igen på dørtelefonen.
- Ja! Sagde Mathilde med høj skingrende stemme.
- Mathilde, kunne du ikke...øh... kunne du ikke lige komme herned, jeg har brug for din hjælp.
- Selvfølgelig, jeg kommer straks, for jeg er vaks, som en saks, af en slags...
Ulla sukkede. Mathilde kom ud af opgangen i orange tunika og turkisgrøn ansigtsmaske. Hun åbnede armene mod Ulla:
- Hej Ulla, ba dulla, ma mulla, fi sulla, ka nulla, ka Ulla ba dulla. Mathilde omfavnede hende, hun så intenst på Ulla og sagde:
- Jeg elsker dig! Du er min bedste ven.

Ulla og Mathilde er unge, de føler sig fremmedgjorte og usikre, men så møder de hinanden og oplever en dyb forbundethed. Sammen opnår de gensidig støtte, tryghed og et fast ståsted ... men hvor meget kan et venskab holde til når psykosen trænger sig på?

Vejen til Signesminde er først og fremmest historien om et venskab, men kan udmærket være oplæg til en nødvendig debat om psykiatrien i Danmark.